Lana Lux
Kukolka
»Keine Beine, kein Sex, keine Kinder, keine Fragen, keine Probleme«, sagte ich mit der Stimme meiner Meerjungfrau-Barbie.
Lana Luxs (f. 1986) Spiegel-bestseller debut fra 2017 er en barsk fortælling om, hvad et menneske kan overleve. Om længslen efter Barbie, om kapitalismens ejerskab over kroppe og om manipulation.
Af Ditte Hermansen
Vi møder Samira i start halvfemsernes Ukraine, hvor hun vokser op på et nådesløst børnehjem. En grusom genistreg fra Luxs side er, at Samira ikke genkender de hensynsløse rammer, fordi hun ikke kender andet, hvilket er den røde tråd i denne hardcore coming-of-age fra bunden af et østeuropæisk samfund.
Da Samiras eneste veninde, Marina, bliver adopteret til Tyskland, beslutter Samira sig for at flygte fra sovesalen for at finde hende og håbet om et hjem; og her starter vores hjem-ud-hjem fortælling: Ich dachte mir, wenn ich den Winter überlebe, dann kommen der Frühling und der Sommer. Da könnte ich gut Geld verdienen, und weil ich dann nichts mehr an Rocky abgeben müsste, würde ich mir ein Ticket nach Deutschland kaufen. Vielleicht.
Bedste life-in-plastic-symbolik er det afgørende punkt, da Marina sender Samira en ægte vestlig Barbiedukke. Udover at blive hovedkarakterens kæreste eje, er dukken, ifølge min læsning, også et billede på både den vestlige drøm om at kunne forme sit liv, som man vil, og et tragisk billede på den smukke kvinde, hvis eksistensberettigelse er mandens blik.
Fra Dukke til rotte
Alle nannte man immer mit ihrem Namen, nur ich war erst Kukolka und dann Krysa. Von Püppchen zu Ratte. Ein derber Abstieg.
Samiras første reality-check er en hård afvisning på stationen, hvorfra hun gerne vil til Tyskland. Penge er alt i denne nye fagre verden efter murens fald, og da Samira møder Rocky, synes lykken at tilsmile hende fra beskidt, fremmed kant. Herefter følger elendighed på elendighed; at tigge bliver til stjæle, synge for penge bliver til private shows, der er ikke langt fra øjne til hænder og til trafficking af hårdeste skuffe.
Jeg vil ikke afsløre, om Samira finder sin Marina, men slutning overraskede mig, så meget kan jeg sige. Det er en fortælling om håb og smerte, om at forlade et hjem, fordi man ikke har mere tilbage, Lux selv migrerede med sin familie fra Ukraine til Gelsenkirchen, da hun var ti år gammel. I dag bor hun i Berlin og lever af at skrive.
Hendes roman Jägerin und Sammlerin udkom sidste år, som den svære toer efter hendes store gennembrud med Kukolka. Debuten er netop udkommet på dansk med titlen Dukke på det lille, relativt nystartede forlag Klara W, hvis titler indtil videre tæller både ny og overset tysk litteratur.
Da jeg i forbindelse med et interview møder Lana Lux i Berlin, spørger jeg ind til romanens børneblik: verdens uretfærdige elendighed set med barnets naivitet. Hun fortæller mig, at Samira ikke havde overlevet uden Barbie-drømmen og den næsten provokerende naive tro på det bedste i mennesker. Alligevel gør de små glimt af en voksen virkelighed ekstra ondt på læseren. Hinter diesem unheimlichen Gesicht war ein netter Mensch. Aber hinter manchen netten Gesichtern waren unheimliche Menschen.