Behzad Karim Khani
Als wir Schwäne waren
Vi er i 90erne. Verden er i færd med at arrangere sig på ny efter afslutningen af den kolde krig. Helmut Kohl er forbundskansler. I de tyske stuer kører Wetten, dass? lørdag aften og Tatort om søndagen. Herbert Grönemeyer, Die Toten Hosen og Die Ärzte spiller i radioen, mens de tjekkede børn længe har lyttet til amerikansk hip hop og rap på deres walkman, senere discman. Man drømmer om stabilitet og velstand, om europæisk integration og en fremtid uden krig.
Af Florina Evers
Trigger warning: Vold i hjemmet, rassisme
Det er den tid, den tysk-iranske forfatter Behzad Karim Khani tager os med tilbage til i sin anden roman, Als wir Schwäne waren. Allerede fra de første sider, som er henvendt til jeg-fortællerens søn, kan man mærke, at denne roman er endnu mere personlig og poetisk end hans prisbelønnede debutroman, Hund, Wolf, Schal. Efterfølgeren er langt tættere på Khanis egen biografi. Khani taler om, hvordan hans egen fortid bliver til en “menneskefjendtlig planet”, når han skriver. Hvordan ser det så ud på denne planet? Hvad er det, der sker der?
Efter flugten fra Iran flytter Reza med sine forældre ind i en boligblok i Ruhrområdet. Om aftenen breder duften af kanel og dadler sig i lejligheden, når moren tilbereder mad. Duften lokker de andre børn til, som kommer forbi til aftensmad, rækker Rezas mor en mark og beder om ketchup til risen. Reza føler sig ydmyget, som om hans mor er ansat af hans flabede skolekammerater. Faren ser hjælpeløst til. Et muligt svar på, hvorfor aftenritualet gentager sig uden indvendinger, er deres baggrund:
Aber wir (…) sind Perser. Man klopft nicht an unsere Haustür, fragt nach Essen und hört ein ‚Nein‘. Wir kennen kein ‚Kann ja jeder kommen‘, kein ‚Ich klopf ja auch nicht nachts an Türen‘, kein ‚Ich darf doch bitten‘. Unsere Sätze fangen nicht mit ‚Ich‘ an.
Noch nie hat es an der Schule Gewalt von dieser Qualität gegeben. Der Junge kommt fünf, sechs Wochen lang täglich in einer anderen Farbe zur Schule. Violett. Grün. Blau. Gelb. Rot. Orange. Danach bin ich King.
Vold er en nødudgang ingen udvej
Reza forsøger at finde sin plads på denne “dystre planet”. Hans mor, som har studeret psykologi, ser pragmatisk på fremtiden og håber på bedre tider for sin søn. Hans far, digteren, er fanget i fortiden, præget af synet af hans krigshærgede hjemland. I sidste ende er det hverken blikket på fremtiden eller fortiden, der hjælper Reza med at navigere i nutiden. Først er det volden, hans kynisme, der giver ham respekt i nabolaget. Så indser han, at han kan klare sig med vold, men at den ikke viser ham en udvej, den er ikke et rumskib, som kan transportere ham til en anden, mere tålelig planet. Med denne erkendelse skiller han sig ud fra de andre drenge i kvarteret, som afsoner den ene fængselsdom efter den anden, og bliver mere og mere rå og brutale, til dels i kraft af, at de ikke har noget at rette sig efter andet end vold. Reza fortæller om Seda, en stille, snu dreng fra boligområdet, som derhjemme er offer for sin fars vold:Die Wunden, die auf seinem Rücken kreuz und quer sein T-Shirt durchnässen, sind linienförmig. Sein Vater hat ihn mit dem Gürtel durchgepeitscht, als wollte er ihn durchstreichen.
Da Reza er på sit laveste punkt, undgår han kun lige akkurat en fængselsdom, men han lærer af sine fejl. Han formår at bryde ud af voldsspiralen. Vold, som han - og det er det, der gør det så svært - både oplever i og uden for sine omgivelser.
Tyskland har ændret sig siden de år, Khani beskriver i sin roman. Flygtningefjendtlige og racistiske angreb er mangedoblet årligt siden 2015. Ikke desto mindre er selve eksistensen af denne smukke, triste, brutale og rystende roman en grund til håb. I de sidste linjer af brevet til sin søn skriver jeg-fortælleren:
Ich will etwas Anderes für dich. Etwas Anderes von dir. Ich will, dass du wählen kannst. Dass in dir mehr steckt als in mir. Mehr als immer dieselbe Antwort. Deshalb schreibe ich dir dieses Buch.