Filmvisninger
Filmserie: ULRIKE OTTINGER
Avantgarde-film-ikon besøger Cinemateket
Med sine feministisk orienterede og filmsprogligt eksperimenterende film har den fascinerende tyske filmkunstner Ulrike Ottinger været forud for sin tid. Ulrike Ottinger fyldte 80 år i juni, og det markerer Cinemateket og Goethe-Instituttet med en kurateret filmserie med udvalgte værker fra hendes filmiske oeuvre. I den anledning gæster Ulrike Ottinger København for at introducere to af sine film: seriens åbningsfilm Paris Calligrammes torsdag den 3. november og Freak Orlando lørdag den 5. november. Her deltager hun i samtaler on stage med henholdsvis Henriette Bretton-Meyer, kurator ved Kunsthal Charlottenborg, og Mads Mikkelsen, programchef på CPH:DOX.
Med anarkistisk kraft og kreativ vildskab brød Ulrike Ottinger igennem til et større publikum med Freak Orlando (1981), et farverigt møde mellem Virginia Woolf og den tyske camp undergrunds-scene. I de sidste 20 år har den ukronede dronning i tysk avantgarde-film især dyrket sin egen eksperimenterende form for rejsefilm, der spænder over etnografi, historie og surrealistisk fantasi og er realiseret i et unikt, poetisk billedsprog. Johanna d’Arc of Mongolia (1989), Exil Shanghai (1997) og Unter Schnee (2011) følger henholdsvis europæiske kvinder i Mongoliet, diasporaer i 1930ernes Shanghai og Kabuki-kunstnere i den sneklædte japanske Echigo-region. Desuden har hun instrueret den fire timer lange China. Die Künste - der Alltag, der uden kommentarer og med sparsom dialog skildrer hverdagslivet i Kina.
”En lineær dramaturgi er noget af det mest urealistiske, der eksisterer”, siger Ottinger, der blander fakta og fiktion og udforsker samspillet mellem forskellige bevidstheds- og virkelighedsplaner i forsøget på at indfange det ’eksotiske’.
Unter Schnee (2011)
Tirsdag 1. november
16:45
Fredag 11. november
20:30
Paris Calligrammes (2020)
Torsdag 3. november
19:00
Andre visninger:
Onsdag 9. november
16:30
Freak Orlando (1981)
Mød Ulrike Ottinger i samtale med Mads Mikkelsen (programchef, CPH:DOX)Lørdag 5. november
19:00 (på engelsk)
Andre visninger:
Torsdag 17. november 16:30
Exil Shanghai (1997)
Lørdag 12. november
17:00
Johanna d'Arc of Mongolia (1989)
Søndag 13. november
16:30
Tirsdag 29. november
17:00
China – die Künste – der Alltag. Eine filmische Reisebeschreibung. (1986)
Lørdag 19. november
14:00
Detaljer
Cinemateket
Gothersgade 55
1123 København