Tyske Filmdage 2026

Filmfestival|Se de nyeste film og mød markante filmskabere fra Tyskland

  • Grand Teatret (København), Øst For Paradis (Aarhus), Cafe Biografen (Odense)

Filmstill fra Aftenvagt. En sygeplejerske skubber en seng ned ad en lang gang. © Tobis Film

Filmstill fra Aftenvagt. En sygeplejerske skubber en seng ned ad en lang gang. © Tobis Film

Tyske Filmdage præsenterer for 17. år i træk de nyeste film fra Tyskland og inviterer til samtale med instruktørerne. Fra den 19.-23. april 2026 kan man se otte særligt udvalgte film i Grand Teatret i København, i Øst for Paradis i Aarhus og i Cafe biografen i Odense. Ud over filmvisninger er der samtaler med flere af instruktørerne, der gæster København. 

Vi kommer særdeles vidt omkring i år. Temaerne rækker fra det private til det storpolitiske, og mange af filmene har gjort sig bemærket på de største internationale scener. Filmveteranen Christian Petzold er tilbage med Miroirs Nr. 3, der ligesom Kirill Serebrennikovs Das Verschwinden des Josef Mengele havde verdenspremiere på sidste års festival i Cannes. Frédéric Hambaleks Was Marielle weiß (Marielle ved alt), Faraz Shariats Staatsschutz og Petra Volpes Heldin (Aftenvagt), der er vores åbningsfilm, fik alle deres ilddåb på filmfestivalen i Berlin, mens Ildikó Enyedis Silent Friend høstede stor anerkendelse ved filmfestivalen i Venedig.

Tysk film favner bredt, det vidner de sidste to film om, der bringer os fra den tyske tænker Hannah Arendt til en stenet technomusiker i Berlin: Hannah Arendt – Facing Tyranny af Jeff Bieber og Chana Gazit er en fascinerende beretning om Hannah Arendts liv og værk, mens Rave on af Nikias Chryssos & Viktor Jakovleski er en hårdt pumpet rundtur i den berlinske technoscene, nu verdenskulturarv ifølge UNESCO.

Læs mere om filmene nedenfor og vær opmærksom på, at flere instruktører forventes at gæste visningerne i København for personligt at præsentere deres film. Hold øje med vores facebook og Instagram for opdateringer.

Tyske Filmdage arrangeres i et samarbejde mellem Goethe-Institut Dänemark, Grand Teatret/Camera Film, Copydan/NabolandsKanalerne og Den Tyske Ambassade. Med venlig støtte fra German Films og Odense Kommune. Sponsorer: Kulturgesellschaft Aarhus, Rejselandet Tyskland, Manfred & Co., BEUMER Group, Advores og freiberufler.dk.

Program

  • Floria (spillet af Leonie Benesch - mindst lige så fantastisk som i Lærerværelset) er en dedikeret sygeplejerske, der på sin underbemandede aftenvagt må navigere i et ubarmhjertigt opskruet tempo på en kirurgisk afdeling på et hospital i Schweiz. Floria tilfører sin patientpleje empati og varme, og hun starter sin arbejdsdag med gåpåmod, overblik og – nye, hvide sneakers. Men undervejs er hun i fare for at miste det hele, for efterhånden som patienterne får det dårligere, og deres pårørende hiver i hende, kastes hun ud i et hektisk kapløb med tiden. Heldin er ikke en klagesang over et fortravlet sundhedsvæsen, men snarere en hyldest til dem, der på trods af det ydre pres gør det så godt, som de kan. Og så er filmen elementært spændende, man er som publikum hele tiden på tæerne, ligesom vores heltinde.

    Dansk titel: Aftenvagt | 92 min. | Undertekster: Dansk | Instruktør: Petra Volpe | Medvirkende: Leonie Benesch, Sonja Riesen, Alireza Bayram, Selma Jamal Aldin m.fl. 
     

    Visninger:

    Søndag, 19.04.2026, kl. 19, Grand Teatret
    Søndag, 19.04.2026, kl. 19, Øst for Paradis
    Søndag, 19.04.2026, kl. 20, Cafe Biografen
    Torsdag, 23.04.2026, kl. 17, Grand Teatret
    Torsdag, 23.04.2026, kl. 17, Øst for Paradis

  • Was Marielle weiß havde premiere på sidste års Berlinale og er sidenhen blevet noget af et festivalhit. Marielle (Laeni Geiseler) er en ung pige, der pludselig får evnen til at høre og se alt, hvad hendes forældre foretager sig. Det bliver i første omgang både pinligt og akavet, når der bag forældrenes facade i det perfekte designerhjem åbenbarer sig hemmeligheder, der ikke er for børn. Men ridserne i det blankpolerede samtalekøkken bliver dybere, og stemningen omkring spisebordet mere anstrengt, efterhånden som omfanget af Marielles evner går op for forældrene. Løgnene og bevidstheden om dem afstedkommer en række kulsorte og absurde optrin, bl.a. når hendes mor (Julia Jentsch) har en affære på kontoret, og hendes far går fra blød mand til voldelig alfahan på jobbet.

    Dansk titel: Marielle ved alt | 86 min. | Undertekster: Dansk | Instruktør: Frédéric Hambalek | Med Laeni Geiseler, Julia Jentsch, Felix Kramer m.fl.
     

    Visninger:

    Mandag, 20.04.2026, kl. 17, Grand Teatret
    Mandag, 20.04.2026, kl. 17, Øst for Paradis
    Mandag, 20.04.2026, kl. 18, Cafe Biografen

  • I over hundrede år har et ginkgo-træ stået i haven på Philipps Universitet i Marburg. Hver dag går studerende og personale forbi træet, strejfer dets bark og læner sig tilbage i dets skygge. Ildikó Enyedi, hvis dybsindige og fortryllende smukke epos havde verdenspremiere på sidste års filmfestival i Venedig, zoomer ind på tre forbipasserende. I 2020 begynder en professor i naturvidenskab, der er isoleret på den corona-ramte campus, at udføre eksperimenter med træets sensoriske evner. I 1972 passer en førsteårsstuderende, inspireret af en romantisk flirt, en følsom geranium, og i 1908 opdager universitetets første kvindelige studerende en ny måde at betragte planter på, nemlig gennem fotografi. Den flersprogede film har Tony Leung Chiu-wai og Léa Seydoux i rollerne som forskere, hvis undersøgelser blotter planternes åndelige liv.

    147 min. | Undertekster: Engelsk | Instruktør: Ildikó Enyedi | Medvirkende: Tony Leung Chiu-wai, Enzo Brumm, Luna Wedler, Léa Seydoux m.fl.
     

    Visninger:

    Mandag, 20.04.2026, kl. 19, Grand Teatret
    Mandag, 20.04.2026, kl. 19, Øst for Paradis
    Mandag, 20.04.2026, kl. 20, Cafe Bio

  • Christian Petzolds opfølger til Rød himmel fra 2023 byder på endnu en betagende hovedrolleindsats fra Paula Beer. Hun spiller den unge klaverstuderende Laura, der sammen med sin kæreste kommer ud for en alvorlig bilulykke. Mens kæresten omkommer, overlever Laura på mirakuløs vis uden ydre mén, men hun er inderligt rystet, da hun søger ly hos en lokal kvinde, Betty, der omfavner Laura med moderlig hengivenhed. Bettys mand og voksne søn opgiver snart deres indledende modstand mod Lauras tilstedeværelse, og sammen opbygger de langsomt en familielignende hverdag. Lige indtil fortiden trænger sig på. Med Miroirs Nr. 3, der havde premiere på filmfestivalen i Cannes i 2025, fuldender Christian Petzold sin element-trilogi. I de to første film spillede elementerne vand og ild en bærende rolle, i den tredje film er det luften.

    Dansk titel: Miroirs Nr. 3 | 86 min. | Undertekster: Dansk | Instruktør: Christian Petzold | Medvirkende: Paula Beer, Barbara Auer, Matthias Brandt, Enno Trebs m.fl.
     

    Visninger:

    Tirsdag, 21.04.2026, kl. 17, Grand Teatret
    Tirsdag, 21.04.2026, kl. 17, Øst for Paradis
    Tirsdag, 21.04.2026, kl. 18, Cafe Biografen

  • Den fængslende politiske thriller Staatsschutz, der havde verdenspremiere på Berlinalen i februar i år, beretter om den unge statsanklager Seyo Kim, der efter at have overlevet et racistisk overfald tager sagen i egen hånd. På trods af advarsler fra sin overordnede og håndfaste trusler udefra kaster hun sig ud i en efterforskning, der fører hende dybt ind i et nynazistisk netværk, der trækker tråde helt ind i det tyske retssystems maskinrum. Chen Emilie Yan spiller den handlekraftige Seyo Kim, mens Julia Jentsch er advokaten ved hendes side. Forud for filmoptagelserne ligger et flerårigt researcharbejde, og filmen er inspireret af virkelige hændelser. Staatsschutz modtog hele tre priser i Berlin, herunder helt fortjent Panorama publikumsprisen.

    113 min. | Undertekster: Engelsk | Instruktør: Faraz Shariat | Medvirkende: Chen Emilie Yan, Julia Jentsch, Alev Irmak m.fl.

    Visninger:

    Tirsdag, 21.04.2026, kl. 19, Grand Teatret
    Tirsdag, 21.04.2026, kl. 19, Øst for Paradis
    Tirsdag, 21.04.2026, kl. 20, Cafe Biografen

  • Dokumentarfilmen Hannah Arendt – Denken ist gefährlich, som den tyske titel lyder, er et fint og medrivende portræt af filosoffen og mennesket Hannah Arendt. Og det er ikke kun for de indviede, nybegyndere udi Arendts politiske tænkning kan med fordel begynde her. Filmen er spækket med fascinerende arkivoptagelser og interview med Hannah Arendt – ”Halt an und denke!” siger hun i et af interviewene og opfordrer til ansvarlighed ved at reflektere over sine handlinger. Den tyske skuespiller Nina Hoss læser op (på engelsk) fra Arendts essays og breve, mens filmen følger hende fra ung, ambitiøs filosofistuderende i Tyskland over 1930’ernes eksil i Paris, indtil hun rejser til USA, hvor hun igen bliver konfronteret med totalitarismen i løbet af McCarthy-æraen.

    Dansk titel: Hannah Arendt – Facing Tyranny | 86 min. | Engelsk voiceover | Instruktør: Jeff Bieber og Chana Gazit
     

    Visninger:

    Onsdag, 22.04.2026, kl. 17, Grand Teatret
    Onsdag, 22.04.2026, kl. 17, Øst for Paradis
    Onsdag, 22.04.2026, kl. 18, Cafe Biografen
     

  • Berlins technokultur blev i 2024 optaget på UNESCOs liste over levende kulturarv, og turister valfarter til mekkaet for technoclubber, der er notorisk svære at komme ind på. Det problem kæmper filmens hovedperson, DJ-en Kosmo, også med. For han har en vinyl med nykomponerede tracks, som han forgæves forsøger at aflevere til technoguden Troy Porter. Men Kosmo har fået adgangsforbud efter en uheldig episode på clubben, så nu må vores stakkels helt igennem et veritabelt forhindringsløb mellem firkantede dørmænd, ”Gute-Laune-Pillen”, darkrooms og selvfølgelig en masse tung techno. Det bliver ikke lettere af, at han undervejs mister sin værdifulde vinyl. Filmen er til dels optaget på rigtige technoclubber, og flere af de medvirkende er kendte DJ’s.

    86 min. | Undertekster: Engelsk | Instruktør: Nikias Chryssos og Viktor Jakovleski | Medvirkende: Aaron Altaras, Clemens Schick, Sera Ahamefule m.fl.
     

    Visninger:

    Onsdag, 22.04.2026, kl. 21.30, Grand Teatret
    Onsdag, 22.04.2026, kl. 19, Øst for Paradis
    Onsdag, 22.04.2026, kl. 20, Cafe Biografen

  • Den tyske historie trænger sig endnu engang på i Das Verschwinden des Josef Mengele, som er en filmatisering af den prisbelønnede roman La disparition de Josef Mengele (2017) af den franske forfatter og journalist Olivier Guez. Filmen havde premiere på filmfestivalen i Cannes sidste år. August Diehl har den altoverskyggende hovedrolle som nazisten og krigsforbryderen Josef Mengele, der som så mange nazister efter krigen flygtede til Sydamerika. Her fortsatte Josef Mengele ufortrødent sine afskyelige eksperimenter i fanatisk overbevisning om raceteorier, mens han blev båret oppe af et netværk af sympatisører og penge fra sin familie i Vesttyskland. I over 30 år lykkedes det ham på den måde at undslippe retsforfølgelse, men det blev ikke uden at se sig over skulderen hvert andet sekund.

    135 min. | Undertekster: Engelsk | Instruktør: Kirill Serebrennikov | Medvirkende: August Diehl, Dana Herfurth, Burghart Klaußner m.fl.
     

    Visninger: 

    Torsdag, 23.04.2026, kl. 19, Grand Teatret
    Torsdag, 23.04.2026, kl. 19, Øst for Paradis
    Torsdag, 23.04.2026, kl. 20, Cafe Biografen

Tyske Filmdage 2026