Elektronisk musik anno 2019
Globale emner i lokale musikmiljøer

I 2019 holdt globale problemer deres indtog i det tyske musikmiljø. Klimakrise, fortrængning fra midtbyerne, Israel-Palæstina-konflikten – det virkede næsten, som om klubkulturen ikke længere var den hedonistiske legeplads, som den burde være. Årets musikalske trends fik dog sat en stopper for det.

Af Cristina Plett

Nu er året 2019 gået. Nogle vil nok sige ”heldigvis!” Ikke kun når det handler om den samfundspolitiske situation i Tyskland, den tyske klubkultur begyndte også at slå revner. Hos klubber og i eventindustrien begyndte der at tegne sig et krisebillede. Inden for andre områder blev der arbejdet videre med det, som altid har kendetegnet klubkulturen: at sætte spørgsmålstegn ved eksisterende normer. Og der må heller ikke mangle en smule nostalgi. I anledning af 30-års-jubilæet for både technoen og Murens fald blev der i stor stil set tilbage på tiden efter Murens fald (særligt i Berlin).

Især skal fotoudstillingen No Photos On The Dancefloor! Berlin 1989 – Today på C/O i Berlin fremhæves. Kun få åbninger af en udstilling kan notere så stor tilstrømning som denne. Udstillingen var kurateret af Heiko Hoffmann, musikekspert og tidligere chefredaktør på Groove, et magasin for elektronisk musik, og gav et velinformeret perspektiv på udviklingen inden for klubber og festkultur i Berlin siden 1989. Der blev vist sort-hvide billeder fra Østberlin i de tidlige halvfemsere, flyere fra 30 års klubhistorie og fotos af klubber, som for længst er forsvundet, side om side med fotos af eksisterende klubber. Med eftertryk på ”eksisterende”; for det var endnu et emne, som optog musikmiljøet: klubdøden.

Klubber i Tysklands midtbyer er truet

Et dramatisk ord. Faktum er, at en del klubber lukkede i år i hele Tyskland: I Berlin var det Chalet, St. Georg og Arena. I München var det MMA (planlagt til midlertidig brug) og Bob Beaman, i Dresden TBA Club og i Leipzig Dr. Seltsam. Yderligere klubber såsom Distillery i Leipzig, der har eksisteret i mere end 25 år, og RAW-Gelände og KitKat må se deres beliggenhed truet, mens andre inden for de næste par år formentlig må lukke eller flytte (som det er tilfældet for Loft i Ludwigshafen). Der er ikke nok åbninger til at udligne tabet. Lukningerne skyldes dog ikke kun én ting, men alligevel spiller fortrængningsprocesser ofte en rolle, herunder stigende huslejer – hvilket ikke kun er et problem for klubberne – samt naboklager. Også selv om klubben var der først, vejer beskyttelsen mod støj tungere. For at modvirke dette tog interesseorganisationen for klubber i Berlin, Clubcommission, i slutningen af sidste år initiativ til en støjbeskyttelsesfond. Den kastede de første effekter af sig i år, bl.a. kunne JPSE i Berlin montere et klangteknisk effektivt anlæg takket være fonden. Selvsamme Clubcommission udgav i efteråret et studie, som underbyggede den samfundsmæssige relevans af Berlins natteliv.

Det gav pote: Straks fremsatte grupper i den tyske Forbundsdag lige fra die Linke til die Grüne forslag for at forebygge klubdøden. De opfordrede bl.a. til at ligestille natklubber med operahuse og teatre i forhold til planloven. Derudover skal finansielle støtteprogrammer give natklubber en hjælpende hånd i forbindelse med lydisoleringstiltag og andre forholdsregler.

Der var dog også uden politisk hjælp glædelige nyheder i den samme retning: I Dortmund åbnede Tresor.West i november. Et hjertebarn for Dimitri Hegemann, som driver Tresor i Berlin. I Düsseldorf genåbnede den musikalsk eksperimenterende Salon des Amateurs efter omfattende ombygningsarbejder, og i Köln fejrede den nye Club Jaki sin indvielse i oktober. Og Golden Pudel Club i Hamborg udvidede med et nyt lokale til koncerter og workshops. 

Israel-Palæstina-konflikten når musikmiljøet.

Golden Pudel måtte i det forgangne år se sig selv fanget i et stormvejr, som ikke bare i år har splittet musikindustrien verden over: kontroverserne omkring hele BDS-bevægelsen. BDS står for ”Boycott, Divestment and Sanctions” og opfordrer til at boykotte Israel for at støtte Palæstina. Også på det kulturelle plan: DJ’s skal f.eks. afholde sig fra at spille i Israel. Internationalt har BDS prominente støtter, i Tyskland oplever man antisemitiske tendenser i bevægelsen. Golden Pudel og ://about blank i Berlin samt Conne Island i Leipzig – alle tre klubber, som eksplicit opfatter sig selv som politisk venstreorienterede – har i stigende grad udtalt sig mod BDS-kampagnen og har til dels fravalgt kunstnere, som støtter BDS. Disse kunstnere har på den anden side opfordret til boykot af klubberne.

Det er bare ét eksempel på tilstedeværelsen af globale emner i lokale musikmiljøer. Således holdt også den klimapolitiske diskurs sit indtog i musikmiljøet. Med følelse kundgør enhver stor festival, hvad lige præcis den gør for at blive grønnere. Det omfatter dog sjældent mere end pantbægre og komposttoiletter. Det er bare en dråbe i havet, når man tænker på, at festivaler i sig selv ikke er særligt bæredygtige. Der opbygges en hel infrastruktur ene og alene til flere tusind mennesker, og den bliver kun benyttet i tre til fem dage. DJ's flyves ind fra alle dele af verden for en optræden på mellem en og fem timer. Ydermere udgør festivaler i stigende grad en stærk konkurrent til små klubber, hvilket ikke er socialt bæredygtigt.

Et mættet festivalmarked

Samtidig kunne man i år observere, at den tiltagende ”festivalisering” af musikscenen har nået et foreløbigt højdepunkt: Markedet er mættet, og de første festivaler har måttet give op. Festivalen Plötzlich am Meer og den spanske festival Into The Valley blev aflyst, og firmaet bag de tyske festivaler Her Damit og 7001 indgav konkursbegæring og havde i flere år undladt at betale nogle af sine medarbejdere. Det samme billede tegnede sig for den portugisiske festival Forte. Konkurrencen presser desuden de mindre festivaler: Fuchsbau-Festival i Lehrte var stik imod sin politiske grundholdning afhængig af støtte fra sponsorer, og Nachtdigital-Festival i Sachsen blev efter 22 år afholdt for sidste gang.

Apropos festival: En af Tysklands største festivaler, den alternative, venstreorienterede Fusion i Mecklenburg-Vorpommern, kom i maj for første gang på dagsordenen hos de tyske massemedier. Festivalen havde henvendt sig til pressen, efter at dens sikkerhedskoncept overraskende nok ikke var blevet godkendt. Til forskel fra tidligere år ville politiet iværksætte en større tilstedeværelse på festivalområdet. Det opfattede det arrangerende kollektiv (Kulturkosmos e.V.) som en trussel mod hele festivalens essens – frihed og ”feriekommunisme”. Det medførte masser af solidaritetsytringer samt en diskussion om retten til politifrie områder. Efter at have bearbejdet sit sikkerhedskoncept kunne Fusion i sidste ende alligevel afholdes (som sædvanlig) med minimal tilstedeværelse af politiet, som kun blev sat ind uden for det egentlige festivalområde. 

Musik til store scener

Tendensen til festivalisering havde rent musikalsk også en påvirkning. Store festivalscener har brug for numre, som kan skabe stemning selv på lang afstand. Derfor er det ikke så mærkeligt, at lige præcis trance og breakbeats kombineret med dunkende techno var årets trend. Melodier, som når bredt ud, og fede, piskende basrytmer – det finder man f.eks. i et af årets hits Kistoly People fra den danske producer Schacke. Udgivet på pladeselskabet Kulør, som drives af Courtesy, der bor i Berlin, oplevede de begge samt kunstnerne i miljøet omkring dem et stort popularitetsboost.

Hvor vigtige pladeselskaber, crews og kollektiver er blevet, kan aflæses af, at der pludselig dukker newcomere op til overfladen, som ofte kommer fra et tæt sammenknyttet netværk. Kollektivet No Shade fra Berlin har kun eksisteret i to år, alligevel var det med Kikelomo og et eklektisk musikmix sågar repræsenteret ved festlighederne i forbindelse med 30-års-jubilæet for Murens fald ved Brandenburger Tor. Gruppen organiserer DJ-workshops for at få flere kvinder, transkønnede og ikke-binære personer ind i miljøet. Og det ser ud til at bære frugt, når man ser nærmere på andre kvindelige newcomere: DJ Gigola er del af kollektivet Live From Earth Klub, som ligeledes stammer fra Berlin. Takket være sine catchy og energiske sets har hun bevæget sig ind og ud af klubber på kryds og tværs af Tyskland. Irin Or:la, som bor i Berlin, spiller meget breakbeat, bass og elektro. I år har hun taget springet fra at være newcomer til at starte sit eget pladeselskab, Label Céad, hvor hun tilbyder en platform for endnu ukendte producere. Det er også værd at fremhæve Fadi Mohem, en ung producer fra Berlin. Hans plader, som er udgivet på Ben Klocks og Modeselektors pladeselskaber, demonstrerede knastør og kohærent omsat techno.

Musikalsk var 2019 altså ingenlunde et dårligt år, selvom mange af de dansegulvsorienterede udgivelser citerer halvfemserne. I DJ-boksen ser man dog en forandring, som giver et fingerpeg om fremtiden: at lægge musik på via streaming i stedet for mp3-filer og plader. Den store mp3-onlinebutik Beatport indførte i maj en streaming-service, der i samarbejde med den vigtigste producent af DJ-teknologi for første gang tillader at streame ens eget musikbibliotek på udstyret. Det bliver unødvendigt at købe musik. Og det giver anledning til flere spørgsmål: Vil pladeselskaber overhovedet kunne skabe en omsætning med dette? Hvad skal producere så leve af? Bliver elektronisk musik funktionel og forgængelig, hvis den efter et par håndfulde DJ-jobs forsvinder fra streaming-playlisten? Det vil det nye årti vise.