Freiraum
Mellem Skopje og København

Projektet „Freiraum“ er tænkt som et Europaspejl, der  med opfindsomhed og empati skal give et indtryk af, hvad der optager folk i de europæiske byer.
Skopje er blevet en del af projektet i kraft af foreningen ”Kontrapunkt”, som har til formål at udvikle kritisk teori og sociokulturel aktivisme. I projektet beskæftiger ”Kontrapunkt” sig med makedoneres oplevelse af at leve i København, og hvad de forstår ved frihed.

 

Af Aleksandra Bubevska

Hvad er frihed værd i nutidens Europa? Det er det centrale spørgsmål i projekt "Freiraum", som Goethe-Instituttet gennemfører i 38 europæiske byer. Her arbejder forskningsteams med forskellige perspektiver på aktuelle spørgsmål om identitet i Europa og diskuterer over landegrænser med hinanden om:

• Frihed og identitet: Konflikter mellem ytringsfrihed på den ene side og religiøse værdier på den anden side. Konflikter i forbindelse med kampen for kvinders og LGBT rettigheder. 
• Frihed og økonomi: Hvordan grundlæggende frihedsrettigheder påvirkes af menneskers og nationers økonomiske situation, og hvordan neoliberalismens frie markedskræfter indvirker negativt på det enkelte menneskes udfoldelsesmuligheder. 
• Frihed og Europa: Modsatrettede opfattelser af EU, som henholdsvis garant for frihed og uafhængighed og som pålagt åg, der begrænser selvbestemmelse.

Projektet "Freiraum" sigter efter med fantasi og empati at spejle Europa og de emner, som optager mennesker i de europæiske byer.

At Skopje er blevet en del af det omfattende projekt, skyldes organisationen "Kontrapunkt", som arbejder med at udvikle kritisk teori, sociokulturel aktivisme og tidssvarende kulturelle udtryksformer, og har således etableret en forbindelse mellem Skopje og København.

Idéen var at lave en dokumentarfilm, hvor fem personer, som stammer fra Makedonien, men lever i København, fortæller deres personlige historie og samtidig deler deres tanker om frihed: Hvilken forbindelse er der mellem frihed, og det sted man lever, mellem frihed og grænser, mellem frihed og byen som et sted, hvor man kan realisere sig selv, mellem frihed og mobilitet, migration og erfaringer i diasporaen?

Før afrejsen fra Skopje spørger jeg Iskra Gešoska, som har udformet filmens drejebog, med hvilken tilgangsvinkel hun rejser til Danmark, og om projektet ikke blot er endnu en fortælling om umulige sammenligninger mellem "her" og "der".

"Nej, for os drejer det sig om at undersøge frihedsbegrebet i forhold til emner som: Fysiske grænser og begrænsninger, grænser for samhørighed og rejsers betydning for opfattelsen af de fysiske rum og den personlige frihed. Vi lægger vægt på, at de personlige historier, som fortælles i filmen, sættes i relation til byen København. Vi beder de medvirkende om at fortælle os en historie, der hænger sammen med en særlig lokalitet. Vi vil forsøge at skabe en dialog mellem Københavns urbane landskab og deltagernes fortællinger. Fortællingerne skal ligesom vises gennem et tredelt prisme bestående af: Det nye hjemland, den nye by og dialogen med byen".

Teamet har aftalt at interviewe 5 personer med forskellig økonomisk og sociokulturel baggrund. Nogle er godt integreret i det danske samfund, andre kæmper endnu om en plads og har det muligvis svært med den danske levevis. Mon de tvivler på deres tilhørsforhold til det danske samfund og den kulturelle kontekst dér?

Jeg spørger Vladimir Jankovski, hvor man vil filme det første interview.

"Vi beder deltagerne om at fortælle os en historie, som relaterer sig til et særligt sted i byen, så der skabes en dialog mellem byens rum og de personlige fortællinger".
Vladimir Todorovski er den første, der bliver interviewet. Han arbejder i fødevarebranchen og kom til Danmark for 30 år siden, dengang var han kun 24. I dag bor han på Østerbro – en multikulturel bydel.

"Jeg følte mig hurtigt hjemme i byen og er vokset med den. Når jeg i dag sammenligner København med Skopje, kan jeg sige, at København passer mig bedre som levested, men når jeg tænker på Skopje, husker jeg barndommens og ungdommens sorgløshed og sansen for humor, og det savner jeg af og til", siger Vladimir.

Han fortæller, at han i København kan gøre ting, som han forbinder med frihed. "Her føler jeg friheden som en båd med vind i sejlene. Her i København blæser det altid lidt, på den måde fornemmer jeg friheden".
  Vladimir tager teamet fra Skopje med på Assistens Kirkegård, hvor H.C. Andersen og Søren Kierkegaard er begravet. Kirkegården minder mest af alt om en park, og sådan bruges den også. På solrige dage møder man her mennesker, der går tur, mødes til picnic, slikker sol i græsset, leger med børnene …

"Selvom byen byder på alle metropolens fordele, som koncerter, teatre, sportsbegivenheder og muligheden for at synke ned i anonymitet, er man også tilknyttet og kan føle sig hjemme i sit eget kvarter. Det tiltaler mig. Byen præger mig, man forholder sig til den, som den forventer det. Samtidig kan jeg i det små selv være med til at forme den, i mit eget kvarter. Det er længe siden, jeg har følt mig som indvandrer, en fremmed. Da jeg ankom i sin tid, arbejdede jeg hårdt på at lære sproget, og efter et par år begyndte jeg ligefrem at drømme på dansk. Endnu vigtigere var dog, at jeg med tiden holdt op med at være flov og hæmmet i forhold til at udtale mig kritisk. Jeg betaler skat, som alle andre, jeg stemmer, når der er valg, jeg er en del af samfundet og har ret til at være kritisk, komme med gode råd og glæde mig, ligesom de danskere, der er født her".

I Kødbyen på det pulserende Vesterbro har Vladimir Jankovski og Gjorgje Jovanović inviteret til det næste interview. Her er masser af unge mennesker, små butikker og en mangfoldighed af caféer. De skal tale med Mila Lukić. Hun kommer på cykel, som de fleste andre i Danmark (her er noget at lære for indbyggerne i Skopje, der kæmper med luftforurening).

Hun stammer oprindeligt fra Skopje, men har boet forskellige steder og fortæller, at hendes livshistorie ligner Københavns historie: "Det eneste, som er konstant her, er at alting til stadighed forandrer sig". København er hendes hjem, siger hun. "Her føler jeg mig fri på forskellig vis: Jeg har personlig frihed og føler mig tryg, og du kan sige, hvad du tænker, uanset om andre er enige eller ej. Friheden hænger også sammen med den økonomiske situation, med muligheden og forudsætningen for at forme sit liv, som man ønsker det. Nogle kan lide at rejse, andre kan lide at læse, nogle bruger alle deres penge på cykler eller designmøbler, du kan udtrykke dig på mange forskellige måder, som det nu passer dig bedst".

"For mig er identitet noget helt individuelt, jeg kobler det ikke til en bestemt nationalitet eller gruppe. For mig er det vigtigt, hvem jeg er, hvad jeg efterlader, hvordan jeg kan gøre en positiv forskel", forklarer Mila.

Hun kom til Danmark som ung studerende og måtte kæmpe hårdt for at finde sig selv. I dag føler hun sig dansk. Hun bryder sig dog ikke om ghettotendenserne, som ses i nogle af de københavnske bydele. "Hos de veletablerede indbyggere kan man spore en uvilje mod at forandre sig sammen med byen; de bryder sig delvist ikke om tilstedeværelsen af andre religioner, nationaliteter og ansigter, der ikke ligner dem selv, og det kan jeg ikke lide, jeg synes, det er en smule primitivt".

I mellemtiden har Elena Veljanovska, som lever i Berlin, sluttet sig til selskabet. Hun skal mødes med kunstner Nada Prlja.

Nada har boet i Skopje og London, nu lever hun i København. Hun fortæller om sine erfaringer med at befinde sig i forskellige omgivelser: "Det er mærkeligt: Når jeg forlader et sted, går det op for mig, at jeg har været integreret i samfundet dér. Men som kunstner føler man sig aldrig helt som en del af samfundet. Det er som om, jeg ikke hører til, ligesom andre mennesker gør det, netop fordi jeg er kunstner. Jeg føler mig knyttet til alle de steder, jeg har levet og alligevel ikke. Den fornemmelse har forskellige nuancer: Hvornår føler du dig egentlig hjemme i dine omgivelser? Når nogen spørger dig om vej, og du kan svare, eller når alle taler dansk, og du har det godt, fordi du også taler sproget? Når det, du laver, er accepteret? Det kan være en smertefuld situation, for du vil gerne være en del af alle disse sfærer, men lykkes aldrig helt med det. Jeg ved, at jeg gerne vil integreres, men assimileres vil jeg ikke".

På spørgsmålet om, hvad frihed betyder for hende lige nu, har Nada et klart svar: "Menings- og ytringsfrihed. Det er den største frihed for alle. Ytringsfrihed betyder, at du hører til og fungerer i et samfund". Hun tænker tilbage på sin medvirken i kunstprojektet "Wiederaufbau der Berliner Mauer" (genopførelsen af Berlinmuren), hvor hun blev spurgt om, hvordan hun overhovedet kunne kommentere på tilstandene, når hun nu slet ikke boede i Tyskland. "Det spørgsmål ramte plet, for jeg gør mig altid overvejelser, når jeg arbejder i det offentlige rum: I hvilket omfang kan jeg kommentere problemerne i et samfund, i hvilket omfang er jeg del af samfundet? Netop derfor har jeg besluttet mig for at arbejde med kunst i det offentlige rum, fordi jeg tænker, at den kunstform altid er i berøring med disse vigtige spørgsmål".

Venka Simovska er professor i psykologi ved DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse), som ligger i København, men hører til Aarhus Universitet. Hun har boet i København siden 1999 og føler sig hjemme der. Hun bor på Holmen, et tidligere militærområde, som i dag er omdannet til en rolig, malerisk bydel med såvel dyre som mindre dyre lejligheder, foruden kunstskoler. Alt er nyt og moderne, men arkitekturen og designet har rødder i traditionen. Nogle af Venkas naboer bor på husbåde året rundt. "Der er en stor variation af livsstile og socioøkonomiske levevilkår på denne ø, og på grund af kunstskolerne og de unge film- og arkitekturstuderende opstår en fascinerende og inspirerende atmosfære, fordi man som nabo altid bliver inviteret med til udstillinger og filmvisninger", fortæller hun.

  Endnu et sted i København er for Venka synonymt med frihed, fristaden Christiania. Den alternative bydel opstod i 1970erne, hvor en gruppe unge besatte de gamle militærbarakker. "Det er et fællesskab i fællesskabet, en by i byen, et samfund i samfundet, med egne regler. For mig er det et bevis på, hvad det betyder, at man ikke bare får friheden foræret, men kan erobre den på en konstruktiv og kreativ måde. Ikke med militærmagt".

På spørgsmålet, om hun føler sig som indvandrer, svarer Venka, at hun føler sig som emigrant i en hvilken som helst by.

"Jeg er ikke knyttet til nogen by eller nation. Tilhørsforholdet er ikke en fast, rodfæstet ting for mig, men noget foranderligt, ligesom identitet. Tilknytningen konstrueres og med enhver ændring i livsstil og levested rekonstrueres den. Nogle gange kan en samtale, en ny samtalepartner, skabe ændringer, andre gange er det noget, der sker i min egen indre tankeverden. Eksempelvis taler jeg engelsk her, men bliver oftest tiltalt på dansk og drømmer nogle gange på makedonsk. Derhjemme taler jeg makedonsk og drømmer nogle gange også på dansk eller engelsk. For det meste skriver jeg på engelsk, det sprog jeg benytter i min forskning, men laver min noter på makedonsk. Til tider bliver alle sprog blandet, og jeg har svært ved at finde de rette ord. Så kommunikerer jeg med stilheden. Jeg ved ikke, om det er typisk for indvandrere, eller om det kun gælder mig, for jeg havde det allerede sådan, da jeg boede i Makedonien. I mine ungdomsår i Jugoslavien læste jeg alle bøger på serbokroatisk. Var jeg også emigrant dengang – sikkert nok", siger Venka Simovska.

Venka har en fridag, og man beslutter at besøge Kronborg Slot, Prins Hamlets fæstning. Der i den mørke, underjordiske fangekælder dukker Shakespeares berømte vending fra skuespillet Hamlet uvægerligt op: "Der er noget råddent i Danmarks rige".

"Danmark kunne forbedre sig, når det gælder udvidelsen af frirummene for de mennesker, som bliver marginaliseret, som er underpriviligerede og som af forskellige årsager befinder sig i udkanten af de sociale strukturer. Man udbygger med succes frirummene for mennesker med forskellige seksuelle identiteter og for alternative familieformer. Det samme gælder ikke for flygtninge, udlændinge og indvandrere. Her kunne man, synes jeg, gøre meget mere og gøre det meget bedre, men desværre er det politiske klima ikke gunstigt for den slags sociale transformationer. Det skal nok komme en dag, tænker jeg, men for tiden går udviklingen desværre stadig i den modsatte retning", siger Venka.

Kontrapunkt-teamet mødes forskellige steder i København med Daniel Serafimovski. Han vil gerne vise os nogle særlige levemåder, fællesskaber og frirum og fører os derfor langt væk fra de slagne turiststier. Han er arkitekt, blev født som makedoner i Danmark, boede længe i Storbritannien samt en tid i Italien. "Jeg udtrykker mig bedst om arkitektur på engelsk", fortæller han. Med os taler han makedonsk og med danskerne dansk.
  Som arkitekt interesserer han sig for den særlige samlivsform i fællesskaber, der byder på en alternativ opbygning af levestedet, som man kan finde dem i København. Foruden den kendte fristad, Christiania, er der andre livsrum, som organiseres og forvaltes af beboerne selv med egne vedtægter og husorden. Den boform (andelsboliger) stammer fra det 19. århundrede og regnes for at være den første sociale boligform i Danmark.

Daniel Serafimovski har tilbragt den største del af sit liv i København. Det er hans by, siger han. "Danmark er kendt for sit moderne design og en stil, som udmærker sig ved beskedenhed og interessen for at forbedre livskvalitet".

På spørgsmålet om, hvad frihed betyder for ham eller måske nærmere, hvor han, som har boet i flere europæiske byer, føler sig mest fri, svarer han: "For mig er det ikke så vigtigt at identificere mig som enten dansk eller makedonsk. Jeg føler mig hjemme i Danmark. Efter årene i Storbritannien og Skopje vendte jeg hjem til København, og det var interessant at se, hvordan byen havde forandret sig. Den er vokset, nye boligområder og byrum er opstået. Det vækker modstridende følelser i mig. Jeg kan for eksempel ikke lide ombygningen af havnen med masser af glamourøse bygninger, som jeg synes, adskiller sig fra den danske byggemåde, men jeg forstår, at det har gjort byen mere international. Samtidig er nogle bydele blevet mere dynamiske. Men nogle forandringer skyldes også den højreorienterede regering, der har været ved magten i flere år, og den neoliberale samfundsmodel", siger Daniel.
 

Hvilke frirum råder det nuværende Europa over?

Er frihed det at kunne tale flere sprog, være uddannet i forskellige lande, selv at bestemme sin levemåde, og hvad man vil arbejde med og hvor meget, eller er det alligevel stemmeret og ytringsfrihed? Frihed er det, alle længsler går imod og samtidig den største snubletråd, frihed er altid efterspurgt. Frihed kan ikke indfanges med en endegyldig definition, den er afhængig af den politiske, økonomiske og samfundsmæssige kontekst. Netop derfor er der ingen endelige svar. Kun en advarsel om at den frihed, man tror, er erobret, kan være truet i Europa i dag.