Undervisningssprog
Undervisningsvejledninger

Hvordan vi med succes kan styre vores undervisning ved brug af sprog: Tips til effektiv brug af sprog og tre kriterier for effektive undervisningsvejledninger

Det verbale sprog er udover (det nonverbale) kropssproget et af undervisernes vigtigste værktøjer til at styre undervisningen, semantisere vokaler, forklare strukturer og især forklare eleverne, hvordan, med hvem, hvor lang tid osv., der skal arbejdes med noget i undervisningen.

Det er ikke, hvad du siger, men måden du siger det på – hvad vi skal være opmærksomme på, når vi taler

Sproget fungerer på to niveauer, som supplerer hinanden, for at kunne videregive informationer på effektiv vis. Det paraverbale (fysiske) niveau, dvs. lydstyrke, stemmeleje, taletempo samt måden at tale på, og det indholdsmæssige niveau, dvs. hvilke ord jeg anvender i hvilken rækkefølge og med hvilken taleintention. Disse niveauer indgår i et samspil, som koordineres (til dels ubevidst) af den talende. Når man f.eks. kigger på intonationen eller udtalen af ord og sætninger, så kan man hurtigt slå fast, at det fysiske niveau (lydstyrke, tonehøjde, rytme) bidrager til, at de udtalte ord bliver forstået på den måde, som den talende har til hensigt.

Hvordan bruger jeg lydstyrke og taletempo rigtigt?

Med hensyn til sprogets fysiske kendetegn kan man gå ud fra, at en for lav eller for høj tale sandsynligvis vil medføre en negativ opfattelse. For enten bliver man ikke forstået rent akustisk eller også bliver man opfattet som uhøflig eller aggressiv. Den, der taler for hurtigt, bliver ofte ikke rigtigt forstået og kan virke usikker. På den anden side kan en for langsom tale virke unaturlig, og eleverne kan få det indtryk, at underviseren undervurderer hhv. dem og deres evner til at forstå fremmedsproget. Af den grund anbefales det undervisere både at variere taletempoet samt lydstyrken i løbet af undervisningen, særligt når det handler om at fremhæve noget eller skabe mere opmærksomhed hos eleverne (jf. Heidemann 2009).
En modtagerorienteret sprogbrug | ©Adobe Stock

Tips til ordvalg: Tag hensyn til målet med kommunikationen

Hvad angår den indholdsmæssige side, skal man først og fremmest tage hensyn til enhver ytrings funktion og kontekst. Hvis en underviser giver arbejdsopgaver mundtligt, skal vedkommende overveje, at disse har en klar funktion i undervisningssammenhængen og derfor kan (eller skal) formuleres anderledes end ytringer, som er integreret i en dagligdags samtale. Målet med en opgaveformulering er nemlig ikke at holde gang i eller starte en samtale, men derimod oplyse eleverne om så nøjagtigt og utvetydigt som muligt, hvilken undervisningsaktivitet de nu skal i gang med, og hvordan de skal løse den. Det handler altså om konkrete vejledninger.

Man kan tilskrive opgaveformuleringer konkrete kriterier (egenskaber), som skal hjælpe med at formulere arbejdsopgaverne på en præcis og effektiv måde.

Tre kriterier for vellykkede arbejdsopgaver i undervisningen

Vi når bedst eleverne, hvis vi følger følgende grundprincipper. Vellykkede undervisningsvejledninger er:

1. Afgrænsede: Her gælder reglen ”jo kortere, jo bedre”. Derfor er indledninger som ”Nu vil jeg gerne have, at I....” eller ”Nu vil jeg gerne bede jer om at....” unødvendige og ligefrem kontraproduktive. Nogle enkelte kunne i den forbindelse argumentere for, at disse ytringer ganske enkelt hører sproget til, er yderst høflige og i undervisningen kan tjene som et eksempel (input) på, hvordan man beder nogen om noget. Man bør dog ikke glemme: Jo længere og mere kompleks en ytring er, desto større vanskeligheder har tilhørerne med afkodningen, da hver oplysning skal bearbejdes. Alene opbygningen af en bisætning, hvor verbet/verberne er placeret sidst i sætningen, kan være medvirkende til, at bearbejdningen af en sådan ytring bliver langsommere.
2. Tilpasset målgruppen: Hvis man går ud fra, at målsproget også er undervisningssproget, og opgaveformuleringen formuleres på dette sprog, spiller ordvalget en afgørende rolle og bør i princippet orientere sig mod elevernes receptive ordforråd. Hvis man ikke kan undgå et nyt og ukendt ord, skal dette enten ledsages af nonverbale elementer (billeder, symboler, gestik, mimik) eller forklares, inden opgaveformuleringen gives. I den forbindelse er det også vigtigt ikke kun at tage hensyn til betydningen, men derimod også midlerne, så man ikke hælder til at bruge ord, hvis ækvivalenter på elevernes modersmål (eller et andet fremmedsprog) ganske vist er tilsvarende, men dog sjældent eller aldrig ville blive brugt af en modersmålstalende i denne kontekst, hvilket f.eks. ofte er tilfældet med synonymer, der stammer fra latin. 
3. Klart opbygget: Opgaveformuleringen bør indeholde oplysninger, der besvarer følgende spørgsmål: Hvad, hvordan og  hhv. hvor længe eller indtil hvornår, og helst i denne rækkefølge! Allerførst skal eleverne forstå, hvad de rent faktisk skal foretage sig: læse/skrive en tekst, understrege ord eller kombinere billeder med ord. Herefter forklarer underviseren, om de f.eks. skal arbejde alene eller i grupper, og først derefter bliver der uddelt materialer (arbejdsark, tekstuddrag osv.) (jf. Zielbell/Schmiidjell 2012).