Samtale Jan-Werner Müller: Hvad er populisme?

Jan-Werner Müller: Was ist Populismus? Autorenfoto: Princeton University

To, 13.10.2016

20:00

Den Sorte Diamant

I dag betegnes en lang række politikere som populister, men hvad er populisme egentlig? Kan man skelne mellem højre- og venstrepopulisme, og hvordan forholder populisme sig til demokrati? Disse spørgsmål har den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller beskæftiget sig med igennem mange år, og forleden udkom endnu en meget rost bog af ham med titlen Was ist Populismus?.
 
I anledning af den danske udgivelse af bogen, Hvad er populisme?, hos Informations Forlag er Jan-Werner Müller blevet inviteret til International Forfatterscene torsdag den 13. oktober. I en samtale med Rune Lykkeberg (chefredaktør på Information) vil han gøre publikum klogere på begrebet populisme og dets aktuelle eksponenter. Samtalen foregår på engelsk.

I en anmeldelse i Politiken fra 2. maj 2016 af Was ist Populismus? skrev Rune Lykkeberg bl.a.:
Ideen med bogen er både at forklare et allestedsnærværende politisk fænomen og udvikle en effektiv kritik af det. Det er en kvalitet ved Müllers bog, at han samler populistiske tendenser over hele verden i sine undersøgelser. Hans bog er kortfattet, men baseret på omfattende undersøgelser. […] Müllers bog er forbilledlig: Den viser, hvordan tænkende forskere kan samle studier, undersøgelser og refleksioner i en bog, som bliver til en direkte replik til vores aktuelle samtaler. Den hæver niveauet for samtalen og giver os argumenter imod vores egen dumhed og blindhed. (Rune Lykkeberg i: Politiken, 2.05.2016)
 
Arrangementet er et samarbejde mellem Goethe-Institut Dänemark, Det Kongelige Biblioteks Internationale Forfatterscene, Information og Informations Forlag.

Særligt tilbud: Billetter til klubpris 70 kr. Bestil billetter via mail til pace@kb.dk. Billetterne skal afhentes i Diamantinformationen 25 min. inden arrangementets start. Was ist Populismus? af Jan-Werner Müller kan lånes på Goethe-Instituttets bibliotek.
 
 

Tilbage