Konference SLSAeu Green Conference 2018

Fleur de Lyz © HeHe & Jean Marc Chomaz

On, 13.06.2018 -
Lø, 16.06.2018

København

Grøn er det nye sort, og snart belyses temaet ”grøn” fra alle vinkler, når humanister, kunstnere og fagfolk fra naturvidenskabernes og teknologiens områder mødes til den 12. European Society for Literature, Science and the Arts konference i København.

Fredag den 15. juni rykker konferencen ind på Statens Museum for Kunst, når sæsonens sidste SMK Fridays overgiver sig til alt, hvad der er grønt. Fra kl. 16-22 vil der være art talks, performances, film, og skulle du blive tørstig, så prøv en drink i insektbaren – Flybar – for alle arter. Hele aftenen sælges der desuden mad med fokus på økologi.

Lyt med, når lydkunstneren Felicity Mangan indtager Skulpturgaden med sin insektsummen og lo-fi frørytmer. Den australskfødte kunstner bor til daglig i Berlin, hvor hun skaber lydværker ud fra et omfangsrigt arkiv af dyre- og naturlyde. Hendes værker er blevet præsenteret på flere festivaler rundt omkring i verden.

Hør også den tyske farvefilosof Olaf L. Müllers foredrag Green Shadows: Goethe, Ritter and Ørsted on the Polarity of Green and Purple. Foredraget ledsages af kunstneren Hubert Schmidleitners leg med lys og skygge, der også involverer publikums skygger.

Se hele det omfattende program på SMK’s hjemmeside.

Konferencen er organiseret i samarbejde med Institut for Kunst og Kulturvidenskab, (OU)VERT, Københavns Universitets Sundhedsfaglige Fakultet og Medicinsk Museion. Med støtte fra Goethe-Institut Dänemark.

Tilbage