Ausstellung geMALT

Udstillingen geMALT viser samtidig malerkunst fra Tyskland. © Galleri Susanne Ottesen

Fr, 09.02.2024 -
Lø, 23.03.2024

Galleri Susanne Ottesen

Samtidig malerkunst fra Tyskland

Udstillingen geMALT hos Galleri Susanne Ottesen giver rig mulighed for at få et varieret indblik i malerkunsten, som den ser ud i Tyskland lige nu. Her vises nye værker af Helene Appel, Heehyun Jeong, Stella Oh, Leonie Terschüren og Matthias Jun Wilhelm. Kunstnerne har det til fælles, at de alle er tidligere elever af den norske kunstmaler Olav Christopher Jenssen (f. 1954).

Han har været professor i maleri på Hochschule für Bildende Künste Hamburg fra 1996-2006 og har fra 2007-2023 undervist på Hochschule für Bildende Künste Braunschweig. Olav Christopher Jenssen anses for at være en af de fremmeste repræsentanter for abstrakt kunst, og hans værker har siden firserne været udstillet verden over. Jenssens seneste soloudstilling hos Galleri Susanne Ottesen bar titlen Another Pale Afternoon / The Post-Rubicon Paintings og fandt sted fra den 19.11.2021-22.1.2022.

Sammen med Anna Linnea Tydén har Olav Christopher Jenssen udvalgt fem repræsentative samtidskunstnere fra Tyskland, der viser, hvor forskelligartet og fantasifuldt man i dag beskæftiger sig med maleriet som medie. Helene Appel (f. 1976) og Heehyun Jeong (f. 1984) bor og arbejder i Berlin. Stella Oh (f. 1995) og Leonie Terschüren (f. 1993) kommer fra Braunschweig, og Matthias Jun Wilhelm (f. 1984) bor og arbejder i Leipzig.

 

Tilbage